Favrskov vokser - langsomt...
39 flere indbyggere på ét år
Det ville nok være en lettere overdrivelse at kalde det for et "boom".
Ikke desto mindre peger pilen i den rigtige retning, når embedsmændene på rådhuset gransker tallene for befolkningsudviklingen i Favrskov Kommune.
Ifølge FavrskovPosten voksede kommunen i løbet af 2012 med 39 indbyggere.
Selv om der med andre ord er blevet flere Favrskov'ere i løbet af sidste år, kan udviklingen ikke hamle op med de tre foregående år.
Her var befolkningstilvæksten årligt oppe på 2-300 personer, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Der er mange forklaringer på udviklingen i befolkningstallet i Favrskov, siger Asbjørn Friis Jensen, der direktør for Job og Økonomi i Favrskov Kommune, til FavrskovPosten.
- Der er født færre børn end tidligere, fordi der i kommunen er blevet færre kvinder i den fødedygtige alder. Der har været en større fraflytning end forventet af unge, som i en yngre alder end tidligere søger uddannelse uden for kommunen. Og endelig har vi ikke haft samme tilflytning til kommunen som hidtil.
Favrskov Kommune havde regnet med en samlet tilvækst på 250 personer sidste år. Den lavere tilvækst betyder blandt andet, at der skal passes færre børn i kommunen.