Favrskov kommune lukker behandlingshjem
Alkoholikere svigtes af de nye kommuner. I Favrskov kommune er et behandlingshjem nu helt lukket.
Kommunerne vil ikke betale, og det går især ud over de hårdest ramte misbrugere.
Favrskov Kommune har som den første kommune lukket sit behandlingshjem, Døgnbehandlingen for alkoholmisbrugere.
Her har man siden januar stort set ikke fået nogen henvisninger fra de omkringliggende kommuner Århus, Skanderborg og Silkeborg, siger pædagog Kasper Knudsen.
- Det er som om alkoholikerne er forsvundet med kommunalreformen, siger han.
Sengene står tomme på flere af landets behandlingssteder for alkoholmisbrugere. Siden betalingen fra nytår overgik til kommunerne, får flere alkoholikere nej, når de henvender sig for
at komme i døgnbehandling.
På Blå Kors Danmarks behandlingscenter i Taastrup er der i øjeblikket kun indlagt fire. De øvrige 16 døgnpladser er ledige.
Centret havde før kommunalreformen trådte i kraft en belægning på 98 procent.
- Folk får afslag, fordi kommunen ikke vil betale for opholdet, selv om læger og andre fagpersoner har slået fast, at et døgntilbud er den rigtige løsning, siger generalsekretær Jens Erik Rasmussen.