Fastklemt under lastbil
22-årig kvindelig cyklist alvorligt kvæstet
25. jun 2013, kl. 09:59
Mere end 30 dage gammel
En 22-årig kvinde blev mandag alvorligt kvæstet i en højresvingsulykke i det nordlige Aarhus.
Ulykken skete i det stærkt befærdede kryds, hvor Randersvej krydser Ringvejen.
Ifølge Østjyllands Politi ville en 43-årig lastbilchauffør på Vejlby Ringvej svinge til højre ad Randersvej. I forbindelse med svinget overså han den 22-årige cyklist, der kørte ad Ringvejen.
- Det var en meget alvorlig ulykke. Kvinden blev fastklemt under lastbilen og blev kørt til sygehuset med alvorlige kvæstelser, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den unge kvinde er nu uden for livsfare. Politiet har dog ingen oplysninger om, hvorvidt hun slipper fra ulykken uden mén.