Fastholder super-sygehus

Regeringen vil ikke give nok penge til det nye sygehus i Skejby, lyder kritikken fra Region Midtjylland.

Regionen budgetterede det nye superhospital i Skejby til omkring 10 milliarder kroner, men regeringen har kun givet 6,3 milliarder til projektet. Og det er slet ikke nok, lyder det nu fra Socialdemokraternes Johannes Flensted-Jensen, der er næstformand i Regionsrådet:

- Vi er ikke indstillet på at bygge et for lille sygehus. Det svarer jo til, at så snart vi flytter ud på det nye sygehus, skal vi straks bygge to nye fløje til, fordi der er for lidt plads.

Region Midtjyllands projektleder på det nye universitetshospital, Morten Weise Olesen peger blandt andet på, at værdigrundlaget for det nye hospital var "Et hospitalsvæsen i verdensklasse". Det er regeringen efter hans mening gået på kompromis med.

- I forhold til det nuværende værdigrundlag, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at bygge det nye hospital for 6,3 milliarder kroner. Hvis vi skal bygge et nyt hospital for de penge, kommer vi i realiteten til at flytte til et hospital med færre kvadratmeter, end de eksisterende, som er 75-100 år gamle, siger Morten Weise.