Farvel til Randers-vartegn
Trods protester fra de lokale skal den store Thor-silo i Randers jævnes med jorden i løbet af de næste 14 dage.
Adskillige af det gamle Thor-bryggeris bygninger er allerede fjernet, men da det kom til planerne om at skille sig af med den markante silo for altid, sagde mange randrusianere stop.
En underskriftsindsamling for bevaring af vartegnet imponerede dog ikke byrådet i Randers, og om få uger vil siloen kun stå tilbage på fotos og i folks hukommelser.
Firmaet Kingo Karlsen A/S fra Silkeborg har fået opgaven, og den er de i fuld gang med. Men det tager tid, da den ikke skal sprænges, oplyser DR Østjylland.
- Vi bruger betonklipperen i stedet for at sprænge de 2.500 tons beton væk for at undgå rystelser og af hensyn til naboerne, siger kvalitets- og miljøchef Richard Christensen.