Farvel til to østjyske byer

Nørskovlund ved Silkeborg og Brundby på Samsø kan ikke længere kalde sig byer. Til gengæld har Djursland fået en ny by.

Sølle tre indbyggere er hvad, der skiller Nørskovlund ved Silkeborg fra at kunne kalde sig en by.

For et år siden havde Nørskovlund 200 indbyggere, og det gav lige nøjagtigt det lille samfund ret til at kalde sig en by. Men nu er indbyggertallet røget ned på 197, og dermed nåede Nørskovlund kun ét år som by, inden det var slut igen.

Det samme er i år overgået Brundby på Samsø. Her var der pr. 1. janaur 2009 210 indbyggere, mens tallet i år er faldet til 193 ifølge Danmarks Statistik.

Til gengæld har Østjylland også fået en ny by på Djursland.

Grønfeld, der ligger ved Knebel, har oplevet noget, som minder om en befolkningseksplosion. På et år er antallet af indbyggere gået fra 198 til 220, og dermed er byen altså med i det fine selskab.