Farvel til Leif Mikkelsen
Ny Alliance fik ingen mandater i Vestjylland, og dermed er Leif Mikkelsen fra Silkeborg ude af Folketinget.
Skiftet fra Venstre til Ny Alliance blev ikke en umiddelbar succes for silkeborgenseren Leif Mikkelsen.
Ny Alliance fik et skuffende valg på landsplan og opnåede i alt kun fem mandater.
Leif Mikkelsen var opstillet for Ny Alliance i Vestjyllands Storkreds, hvor der ikke var tilstrækkelig opbakning til det nye parti, og politikeren fra Silkeborg må nu sige farvel til Folketinget efter gårsdagens valg.
- Jeg er skuffet på Ny Alliances vegne, at vi ikke fik de afgørende mandater. Helt personligt har jeg ingen problemer med det her. Jeg synes, det er ærgeligt for folkestyret, at jeg ikke er med, for det tror jeg ville være godt, men sådan er det, siger Leif Mikkelsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.