Musik og farver virker: Farvel til klamme skoletoiletter

Hver fjerde skoleelev fortæller i en ny undersøgelse, at de aldrig bruger skolens toiletter

02:20

- Jeg er så glad for, at eleverne ikke sviner så meget mere, siger Norma Bassat, der gør rent på toiletterne på Assentoftskolen. Se et tv-indslag om Assentoftskolen her.

Den er helt galt med skoletoiletterne rundt om i Østjylland.

Tre tusind elever fra landsdelen har deltaget i en undersøgelse af deres toiletvaner i skoletiden. Og skal man tro eleverne, er der masser af plads til forbedring. 

50 procent af de elever, der er blevet spurgt er utilfredse eller meget utilfredse med toiletterne på skolen.

Læs også Ulækre toiletter kan få børn til at tisse i bukserne

25 procent bruger aldrig skolernes toiletter. Og ifølge undersøgelsen er der en sammenhæng mellem kvaliteten af toiletterne og inkontinens. 15 procent af alle syvårige danske børn har problemer med at styre blæren eller at komme af med afføringen.

Opgraderede toiletter

På Assentoft ved Randers har eleverne også haft oplevelser med ulækre skoletoiletter.

- Der lugtede af urin, gammelt urin hele tiden, og der var urin over det hele. Og jeg holdte mig, jeg gad ikke rigtig at gå på toilettet, når jeg var heroppe, siger Oscar Domino Neergaard-Petersen fra 6. klasse.

- Det er blevet bedre, fordi nu ligger der ikke så meget tis, siger Oscar Domino Neergaard-Petersen om toiletterne på Assentoftskolen.

Men på Assentoftskolen valgte man så at gøre noget ved problemet. Man gav toiletterne en opgradering, malede klare farver på væggene, og satte højtalere op, der spiller musik.

- Det er blevet bedre, fordi nu ligger der ikke så meget tis. Og hvis der er en god sang, så står vi også danser, mens vi tisser, siger Oscar Domino Neergaard-Petersen.

Rengøringen er tilfreds

Og selv skolens rengøringspersonale er tilfredse. 

Læs også Ulækre toiletter får makeover: Nu kan man sidde og hygge sig

- Jeg er så glad, fordi eleverne ikke sviner så meget mere. Så det er ikke ulækkert mere. Det er også godt for mig, fordi det er let at gøre det nye gulv rent, siger Norma Bassat, der gør rent på Assentoftskolen.

Efter at toiletterne er blevet opgraderet, så er Norma Bassats arbejdsdag også blevet nemmere og sjovere.

- Jeg kan mærke, at eleverne respekterer de nye toiletter. De holder dem renere, og jeg tror, de er mere komfortable ved at bruge toiletterne, siger Norma Bassat.  

20.000 elever deltog i undersøgelsen, der går under navnet Masseeksperimentet 2017 - heriblandt 3524 fra Region Midtjylland.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.