Farvel til Dan Thomassen
Han vil tilbage til Italien
AGF og Dan Thomassen går hver til sit inden den kommende sæson. Klubben har efter forsvarsspillerens ønske ophævet kontrakten med den 30-årige spiller, der nu jagter en ny arbejdsgiver i Italien, hvor han tidligere har spillet.
- Det har længe været min plan, at jeg sammen med min familie ville bosætte mig i Italien, når min fodboldkarriere var slut eller eventuelt inden da, siger Thomassen, der tidligere har spillet i Padova, FC København og Vålerenga.
- Dan havde et brændende ønske om, at vi ophævede kontrakten, og det har vi opfyldt. Det er vigtigt for klubben, at vi ikke bliver svækket på hans position, og derfor kigger vi efter en forstærkning. Dan har været en vigtig spiller for os, og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke fremover, siger AGF's sportschef Brian Steen Nielsen til AGFs hjemmeside.