Farvel til amtet
Amtet har skabt betydelige resultater, sagde amtsborgmesteren på den sidste arbejdsdag i Århus Amts historie.
Med en ceremoniel nedtagning af Dannebrog fra flangstangen på amtsgården i Højbjerg tog amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen og de sidste tilbageværende medarbejdere i dag afsked med Århus Amt.
Fra og med næste ordinære arbejdsdag på tirsdag er de fleste af amtets opgaver overtaget af de nye regioner, og resten af stat og kommuner.
Fra en interimistisk talerstol ved foden af flagstangen sagde Flensted-Jensen, at der er en verden til forskel på den service, som handicappede, sindslidende og syge fik, inden det nye Århus Amt blev skabt i 1970, og den service, som amtet har ydet disse grupper nu i 2006.
- Amtet har skabt betydelige resultater, blandt andet takket være en medarbejderskare med et enormt engagement og en kolossal lyst til at gøre en forskel, fastslog amtsborgmesteren.
Ved at klikke på tv-ikonet øverst i højre spalte kan du se den reportage fra afskeden med amtet, som TV2 | ØSTJYLLAND viste i dagens udgave af MiddagsMagasinet.
Se mere om amtets 36-årige historie i TV2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.