Farvel - og goddag
Nu skal der luges ud hos bronzevinderne
Superliga-sæsonens afslutning og flere kontraktudløb betyder nu afsked med seks spillere hos Randers FC.
Klubben siger den 30. juni farvel til Anders Egholm, Elfar Helgason, Christoffer Geertsen, Remco van der Schaaf, Oliver Feldballe og Pierre Boya.
- Det er en af de svære sider af fodbolden, når der skal tages beslutninger om spillere, hvis kontrakt står til udløb. Det er ikke nogen behagelig tjans, men beslutninger skal jo tages, og vi føler, at vi har gjort det rigtige, når de seks spillere ikke får fornyet deres aftaler, siger cheftræner for Randers FC, Colin Todd, i en pressemeddelelse.
Cheftræneren ønsker spillerne held og lykke og siger i den kommende sæson goddag til Mads Agesen fra AC Horsens og klubbens egen ungdomsspiller Nicolai Poulsen.