Fartbilist slipper for straf
Uvist hvem der kørte Opel Vectra, da bilen overhalede ambulance med udrykning. Ejeren af bilen skal betale 500 kr. i bøde.
En 19-årig mand slipper med 500 kroner i bøde, fordi Silkeborg Politi ikke kan bevise, hvem der kørte hans Opel Vectra, da den i begyndelsen af juni overhalede en ambulance med udrykning inden om.
Den 19-årige nægter selv af have gjort det og vil ikke fortælle, hvem der kørte bilen. Politiet kan i den situation ikke tvinge ham, skriver Ringkøbing Amts Dagblad.
Der var flere vidner til episoden, da ambulancen blev overhalet højre om mens kørte med fuld udrykning på motorvejen ved Galten mellem Silkeborg og Århus. Udrykningskøretøjet kørte 150 kilometer i timen.
Vidnerne kunne på billeder genkende bilen, men ikke personen bag rattet. Ejeren af bilen skal betale den beskedne bøde, fordi han ikke vil oplyse, hvem der kørte bilen.