Farligt spil gav kun ét point

Måtte nøjes med 0-0 på udebane

Foto: www.briansorensen.net

Randers ligger alene på Superligaens andenplads. Sådan er status efter fredagens nulløsning mellem AaB og Randers. 0-0-kampe behøver ikke at være kedelige, men det var åbningskampen i sæsonens niende spillerunde.

Holdet kan glæde sig over at være ubesejret i de seneste fire kampe, der har udløst otte point.

Intensiteten i kampen og spillernes fight kunne man ikke klage over. Til gengæld var spilkvaliteten til at overse.

AaB havde bolden mest, men Randers var bedre til at udnytte sin boldbesiddelse. Udeholdet var mest direkte, når det angreb.

Holdet havde de bedste forsøg, uden det blev til de helt store chancer ud over i det 40. minut. AaB's Kasper Risgård headede et hjørnespark på egen stolpe, og i to efterfølgende ripostforsøg fra Randers måtte AaB-forsvarere redde på målstregen.

Se: Randers FC: Vi fortjente at vinde

Denne spiltendens fortsatte lige efter pausen, hvor man havde følelsen af, at Randers ville score sejrsmålet, hvis nogen ellers skulle.

Men i en kamp, hvor AaB stort set intet skabte offensivt, havde holdet trods alt godt styr på defensiven. Derfor blev anden halvleg om muligt mere chancefattig end den første.

I kampens sidste kvarter fik AaB flyttet spillet længere frem, men rigtig farligt blev det aldrig, og derfor var 0-0 et passende facit.

Dermed har Randers samlet 11 point i de første ni runder.