Farlige situationer på skolevej i årevis: Nu gør kommunen noget

Langhøjskolen i Vivild har længe klaget over trafikken nær skolen. Endelig er en mulig løsning på vej

Det er krydset her, der gennem lang tid har givet udfordringer i Vivild. Foto: Google Street View

Langhøjskolen ligger lige uden for byskiltet i Vivild. Foto: Google Maps

1 af 2

Gennem flere år har skoleledelsen og forældre beklaget sig over trafikken ved Langhøjskolen i Vivild. På den store landevej forbi skolen må bilisterne nemlig køre 60 km/t, og både det og fodgængerfeltet beregnet eleverne er det ikke alle, der respekterer.

- Vi har gennem lang tid oplevet, at der bliver kørt stærkt forbi skolen. To gange er cyklister også blevet påkørt, fordi bilisterne overså dem, fortæller skoleleder Jonna Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er især et problem, at de ikke holder tilbage ved fodgængerfeltet, og der er ellers gjort meget for at gøre opmærksom på det.

Tom Bolvig, forælder

Tom Bolvig er far til et barn i 5. klasse på skolen. Han mener ikke, at vejen i sig selv er farlig – det bliver den først, når bilisterne ikke overholder færdselsreglerne, lyder det fra ham.

- Det er især et problem, at de ikke holder tilbage ved fodgængerfeltet, og der er ellers gjort meget for at gøre opmærksom på det, siger Tom Bolvig til TV2 ØSTJYLLAND.

Bump og lavere hastighed

Men nu er der så håb forude for skolelederen og forældrene. Norddjurs Kommune har nemlig – langt om længe fristes man til at sige – besluttet at gøre noget på Gl. Fjellerupvej ved Langhøjskolen.

Kommunen fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at der i løbet af sommerferien vil blive sat fartbump op, og samtidig ændres hastighedsbegrænsningen på stedet til 50 km/t.

- Vi jubler. Jeg håber, at bumpene kan få folk til at sætte farten ned, siger Jonna Nielsen.

Læs også 154 kørte for stærkt på skolevej: Skuffende og sørgeligt

Skolen forsøger selv at løse nogle af udfordringerne ved at have skolepatruljer på om morgenen.

- Men vores ældste elever, der er skolepatrulje, går i 6. klasse, og de er altså ikke store nok til at gå ud på vejen og stoppe trafikken, hvis nogle kører for stærkt, forklarer skolelederen.

Norddjurs Kommune har lovet skolen, at de nye tiltag efter planen står klar efter ferien.