Farlige flammer fra brændeovn
Brand på nedlagt landbrug nær Ulstrup
Det kan hurtigt blive farligt at have aviser nær brændeovnen. Det måtte en beboer på et nedlagt landbrug i udkanten Ulstrup nær Langå sande mandag aften.
Randers Brandvæsen modtog kl. 18.00 mandag aften en melding om branden, der var startet, fordi flammerne fra en brændeovn havde fået fat i en bunke aviser, der stod ved siden af.
Branden udviklede sig hurtigt og fik blandt andet fat i stuens gardiner.
Det går rigtig stærkt sådan noget, så det var godt, vi var der hurtigt, siger indsatsleder ved Randers Brandvæsen Niels Henrik Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter en lille times slukningsarbejde var der blot de tekniske undersøgelser tilbage.
Selvom det er hyggeligt med ild i pejsen eller brændeovnen, når frosten bider udenfor, så kræver det en smule omtanke at have tændt op.
- Husk at holde området omkring brændeovnen ryddeligt. Det er ikke her, man skal rode. Der må under ingen omstændigheder ligge aviser, selvom det selvfølgelig er meget belejligt, siger indsatsleder Niels Henrik Nielsen.