Farlige agurker fra Kolind
Økologisk virksomhed destruerer agurker
To danske virksomheder i henholdsvis Grindsted og Kolind på Djursland har fået leveret spanske agurker fra et parti, der er inficeret med den farlige colibakterie, som har smittet flere forbrugere i Danmark og hærget i Nordtyskland.
Det drejer sig om den økologiske virksomhed Anemonerne i Kolind og Fairfood i Grindsted. Fairfood leverer blandt andet til kantiner og institutioner, mens Anemonerne bringer varer direkte til folks hjem.
Anemonerne har på sin hjemmeside lagt en advarsel ud til sine kunder. Læs her.
Virksomhederne er i kontakt med kunderne for at få dem til at smide agurkerne ud, siger Kim Sigsgaard, fødevareberedskabschef i Fødevarestyrelsen, og fortsætter:
- Vi følger udviklingen tæt, så vi kan handle, så snart det skulle blive nødvendigt.
Han kan ikke udelukke, at agurkerne kan være kommet ud til forbrugerne i Danmark.
Fødevarestyrelsens oplysninger stammer fra de tyske fødevaremyndigheder, som har givet dem videre via det fælleseuropæiske fødevare-varslingssystem. Styrelsen har på baggrund af oplysningerne fra Tyskland kontaktet de to virksomheder og pålagt dem at trække partierne tilbage fra handlen.
Fødevarestyrelsen fastholder stadig sine råd til forbrugerne om ikke at spise rå agurk fra Spanien og rå agurk, tomat og salat fra Nordtyskland, da kilden ikke med sikkerhed er fastslået.
Forbrugerrådet har tidligere krævet, at alle udenlandske grøntsager bliver fjernet fra butikkerne, men det vil ifølge Kim Sigsgaard være at gå for langt.
- Det, mener jeg slet ikke, er nødvendigt, siger han.
Hos supermarkedsgiganterne Coop og Dansk Supermarked besluttede man allerede torsdag at fjerne spanske agurker fra hylderne.
Og Horesta, der er restauranternes brancheorganisation, anbefaler restauranterne at smide bakteriemistænkte grøntsager ud.
I løbet af de seneste dage er mindst syv danskere blevet smittet med den farlige tarmbakterie. Alt tyder dog på, at de syv smittede danskere har fået den farlige bakterie under ophold i Tyskland.
Otte andre danskere er fortsat under mistanke for at have fået tarminfektionen.