Farlig vejrsituation i Østjylland giver risiko for spejlglatte veje

Fra sidste på eftermiddagen og frem til tirsdag formiddag er der risiko for spejlglatte veje i Østjylland.

Risiko for glatte veje i hele Østjylland. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Hvis du skal ud og køre i aften eller i morgen tidlig og formiddag, så skal du være ekstra opmærksom. Allerede sidst på eftermiddag mandag er der nemlig risiko for spejlglatte veje i hele Østjylland.

- I løbet af den næste time eller to bliver der lokalt glat i Østjylland, fordi man regner med minusgrader på vejene, og hvis de er fugtige, så kan det blive isglat, lyder det fra Jesper Eriksen, der er meteorolog hos DMI, til TV2 ØSTJYLLAND.

I løbet af den næste time eller to bliver der lokalt glat i Østjylland, fordi man regner med minusgrader på vejene, og hvis de er fugtige, så kan det blive isglat.

Jesper Eriksen, meteorolog, DMI 

Det er en farlig vejrcocktail, og den betyder, at man skal passe på helt frem til tirsdag formiddag.

- Vores prognose siger, at der bliver mellem -1 og -5 grader. Det kan ligeledes give rimtåge over den sydlige del af regionen tirsdag morgen og formiddag. Man skal derfor også passe på der, når man bevæger sig ud, siger Jesper Eriksen.

Læs også Glatte veje flere steder i Østjylland

Jylland rammes som en af de første 

I første omgang er det i Jylland og på Fyn, der er størst risiko for glatte veje, da temperaturen her først vil falde til under frysepunktet.

Prognose: Skyer og temperatur klokken 21 mandag aften. Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Hos Vejdirektoratet er de derfor også parat til at køre ud, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi holder løbende øje, og kører ud for at salte, hvis det bliver nødvendigt, siger Jimi Nyrup, der er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter.

Prognose: Skyer og temperatur klokken 6 tirsdag morgen. Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Saltningen allerede i gang 

I Syddjurs Kommune er man allerede gået i gang med saltningen. 

- Vi kører præventivt, inden det bliver glat. På Hovedvejen har jeg netop sat saltningen igang, da temperaturen er ved at nærme sig 0 grader, fortæller Klaus Mårslet Pedersen, der er funktionsleder hos Syddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Risiko for spejlglatte veje og farlige fortove

Han forventer, at man skal salte de næste par timer på vejene i kommunen.