Farlig fange stukket af i Risskov
Mens en medfange holdt personalet i skak, lykkedes det torsdag aften en 22-årig mand at stikke af fra Retspsykiatrisk Afdeling.
Politiet i Århus efterlyser vidner, der kan hjælpe med at finde frem til en 22-årig mand, der torsdag aften stak af fra Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Miki Philip Rasmussen kommer fra Herning-området, men er varetægtsarresteret på en retspsykiatrisk afdeling efter flere voldelige røverier samt vold. Politiet anser ham for at være farlig.
Ved 18.30-tiden torsdag aften holdt en medfange personalet i skak, mens det lykkedes ham at kravle over afdelingens meterhøje trådhegn.
Miki Philip Rasmussen er 176 cm høj, almindelig af bygning og har blond hår. Under flugten var han blandt andet iført kondisko og en sweatshirt med tryk på maven.