Farlig bakterie i varme vandrør
Beboer i boligblok i Randers måtte på sygehuset på grund af legionella-bakterier i ejendommens varme vand.
En person har måttet indlægges på sygehuset som følge af legionella-bakterier i det varme brugsvand i en opgang i Randers.
Ifølge Radio ABC Nyhederne, blev den livsfarlige bakterie fundet i brugsvandet i opgangen Platanvej 18, og Randers Kommune har udstedt et påbud til ejendomsselskabet Glarbjerg, der ejer ejendommen, om at gennemgå varmtvandsforsyningen og hæve temperaturen på det varme vand.
Kommunen mødes kort før jul med embedslægen for at drøfte, om der skal sendes en generel information ud til boligforeninger med en opfordring til at holde temperaturen på det varme vand på et tilstrækkelig højt niveau. Det oplyser Sektionsleder ved Randers Kommune Ulrik Matiasen til radioen.
Legionella-bakterien kan, hvis den findes i det varme vand, indåndes under brusebad, og den forårsager en meget ondartet lungebetændelse.