Far til offer for sexovergreb i Beder: Politikerne er for forsigtige

Faren til et af de børn, der blev udsat for overgreb i en børnehave i Beder i 2007, mener, at politikerne er for forsigtige i forhold til at stoppe pædofiles overgreb

De politiske reaktioner er for forsigtige, når det handler om at forhindre pædofile i at gentage deres overgreb mod børn.

Sådan lyder det fra en far til en af de børn, der var offer for en pædofil pædagogmedhjælpers overgreb.  

Den pædofile pædagogmedhjælper blev i 2007 dømt for at have krænket 13 børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder ved Aarhus. 

der er ikke andre end politikerne, der kan gøre noget ved det her

Christian Roland Larsen, far til offer

I januar blev den nu 40-årige mand dømt til forvaring for at have voldtaget en otteårig pige og krænket pigens treårige søster. Denne gang under et andet navn og i en anden by.

I den seneste sag henvendte en mor til pigernes veninde sig i april 2016 til politiet. Hun fortalte, at hendes femårige datter havde besøgt en enlig mand i området sammen med de to søstre, og at de havde set hans tissemand.

Læs også Manden på bænken: Pædofil fra Beder slår til igen

Hvis politiet her havde foretaget et tjek af mandens CPR-nummer, kunne de to søstre formentlig have undgået nogle af de værste overgreb.

Men først et halvt år senere, da samme kvinde igen henvendte sig til poltiet, blev manden anholdt.

- Jeg kan forstå på politiet, at der er sket en klar fejl fra deres side i den konkrete sag. Det er simpelthen ikke godt nok, når vi har at gøre med så alvorlige sager som seksuelt overgreb mod børn, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en skriftlig kommentar til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Justitsminister om pædofili-sag: - Det er simpelthen ikke godt nok

Forsigtige meldinger

Christian Roland Larsen, som er far til en af de børn fra børnehaven i Beder, som den nu 40-årige dømte mand forgreb sig på, har fulgt med i de politiske reaktioner.

Han er meget ked af, at den pædofile kunne slå til igen, og at der ikke blev reageret på de første meldinger om den 40-årige.

- Det, synes jeg, virkelig er forfærdeligt, det burde ikke være sket, siger Christian Roland Larsen, og fortsætter:

Læs også Lisbeth Zornig: Politiet skal på uanmeldt besøg hos dømte pædofile

Generelt synes Christian Roland Larsen, at udmeldingerne fra politikerne er meget forsigtige.

- Jeg synes, man virker noget forsigtige i forhold til at sige, at vi nu en for alle finder en løsning i forhold til at sikre, at det ikke sker igen, siger Christian Roland Larsen, og fortsætter: 

- Der skulle denne her triste begivenhed til, før det var noget, politikerne vil kigge på. Det synes jeg ikke er i orden, siger Christian Roland Larsen.

Har ventet i ti år

I dag får politiet ikke besked fra andre myndigheder, når en person med sådan et påbud flytter til deres politikreds. Men det vil Peter Skaarup (DF), der er formand for retsudvalget, gerne lave om på:

- Det her skal simpelthen fungere, og det skal fungere meget bedre, for vi skal varetage børnenes tarv her og sikre, at børn ikke udsættes for den slags overgreb, som desværre er sket her i den her sag med den samme gerningsmand i flere omgange. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal vi have gjort noget ved, siger Peter Skaarup.

Læs også DF om pædofili-sag: Det kan vi ikke være bekendt - nu skal der handles

Da sagen fra Beder blev kendt for ti år siden, blev der også lovet, at man ville gøre noget politisk ved problemet. Men siden da har han bare ventet.

- I tidernes morgen da det skete i Beder, var der forskellige sonderinger.  Politikerne ville gerne gøre noget ved det. Det forlod jeg mig på, at det var sandt. Det var positivt og velmenende. Men der er tilsyneladende ikke gjort noget ved det, da jeg så, hvordan det hele så endte, siger Christian Roland Larsen, der er træt af at vente på politiske løsninger:

- Men der er ikke andre end politikerne, der kan gøre noget ved det her, siger Christian Roland Larsen.

En anden der efterlyser konkrete løsninger er Lisbeth Zornig. I klippet herunder kan du høre hende fortælle sin reaktion på, at den dømte fra Beder-sagen blev dømt igen for samme forbrydelse. 

03:31 Luk video