Får svar i denne uge

Finansiel Stabilitet lover vragede erhvervskunder svar

Landmand Jens Erik Østergaard ved ikke, om hans økonomi er god nok til at komme med i den nye bank eller om han bliver overladt til Finansiel Stabilitet.

Statens selskab, Finansiel Stabilitet, lover nu, at de omkring 30 erhvervskunder, som Sparekassen Kronjylland ikke ønsker at overtage fra den krakkede Sparekassen Østjylland, får svar om deres videre skæbne på en af hverdagene i denne uge.

Som TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte mandag aften er flere landmænd usikre på, om de er købt eller solgt. Deres økonomi er så anstrengt, at de frygter, de er blandt de erhvervskunder, som Sparekassen Kronjylland ikke ønsker at overtage.

I alt er der tale om 30 erhvervskunder med en samlet gæld og eller garantier for 1,3 milliarder kroner. Blandt de 30 kunder er flere landmænd, men antallet kan man ikke få oplyst.

Ifølge kommunikationschef hos Finansiel Stabilitet, Jesper Larsen-Ledet gennemgår statens selskab lige nu de 30 kunders regnskaber nøje og forhandler med Sparekassen Kronjylland om, hvorvidt der kan være nogle af de enkelte bankforretninger hos de 30 erhvervskunders engagementer, som Kronjylland alligevel kan overtage.

Kunder deles op i tre kategorier
Derefter vil Finansiel Stabilitet tage stilling til, hvad der skal ske med de anslået 30 erhvervskunder, som staten overtager ansvaret for. Nogle vil blive kategoriseret som levedygtige. Dem vil Finansiel Stabilitet hurtigst muligt hjælpe over i andre banker.

Nogle vil blive kategoriseret som betinget levedygtige. Dem vil Finansiel Stabiliet forsøge at gøre levedygtige og bringe over i andre pengeinstitutter.

Endelig vil Finansiel Stabilitet kategorisere nogle af engagementerne som ikke levedygtige. Det er de forretninger, som ikke har nogen fremtid. Det er selskaber, som vil blive likvideret og hvor Finansiel Stabilitets opgave er, at sørge for at dem, der har penge til gode, får så meget som muligt tilbage.

Sparekassen Kronjyllands administrerende direktør, Klaus Skjødt, beskrev mandag aften overfor TV 2 | ØSTJYLLAND de 30 erhvervskunder, man ikke ønsker at overtage, således:

- Det her er erhvervskunder, som er helt uforenelige med vores kreditpolitik og vores forretningsmodel. Og vi snakker altså om 30 meget store erhvervskunder ud af 40 tusind kunder. Det er jo et meget lille antal.

De kunder, som staten overtager, skal i øvrigt ikke frygte at få et  dankort, hvor der står Finansiel Stabilitet på: Banken som oprettes til lejligheden kommer til at hedde Sparebank Østjylland af 2012.