Får smæk af miljøeksperter
Aarhus-forskere langer ud efter regeringen
Regeringens grønne indsats skuffer. Det mener to aarhusianske miljøeksperter, som Danmarks Naturfredningsforening har bedt vurdere regeringens resultater.
Miljø og natur havde ellers en fremtrædende rolle i regeringsgrundlaget.
- Regeringens dagsorden er blevet kørt over af den økonomiske krise. Natur og miljø dør ligesom under VK-regeringen i finansudvalget, siger seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs til Ritzau.
De to aarhusianske forskere har sammen med andre eksperter tildelt smiley'er i forhold til regeringens oprindelige meldinger. Et af de områder, som får flest sure smiley'er, er bæredygtig udvikling.
Her ville regeringen blandt andet "udarbejde en ny og forpligtende bæredygtighedsstrategi med faste mål og tidsgrænser".
Se: Tjæreforurening i Horsens Fjord
- Der er ikke sket meget på dette område, siger miljøjurist, Ellen Margrethe Basse, professor i miljøret på Aarhus Universitet.
Samlet lyder vurderingen, at regeringen trods større grønne ambitioner end VK-regeringen har leveret et pauvert resultat.
Miljøminister Ida Auken (SF) forstår godt, at mange synes, at den grønne omstilling ikke kan gå hurtigt nok, siger hun i en skriftlig kommentar.
- For sådan har jeg det også. Derfor er vi i fuld gang med at skabe et langtidsholdbart Danmark: Vi omstiller energiforsyningen, vi investerer milliarder fra nordsøolien i bedre kollektiv trafik, og vi vil gøre landbruget økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt.