Far og mor med stor succes

Vinder vækstpris - og passer tre børn

02:00

1 af 2

Hvis man vil opleve noget af et væksteventyr i restaurationsbranchen, skal man besøge Café K i Randers.

Umiddelbart ligner det en hvilken som helst café, som man kan møde i de fleste andre større byer, men netop i lokalerne i Storegade er der blevet skabt en stor succes.

Bag succesen står ægteparret Birgitte og Søren Schack Hansen. De købte i 2009 caféen, og her fem år efter står ægteparret som vindere af Børsens gazellepris. En pris, som bliver givet til en virksomhed, der på kort tid har oplevet stor vækst.

Siden 2009 er Café K gået fra at have bare fem ansatte til i dag at have 35 ansatte og på grund af efterspørgslen er antallet af siddepladser blevet fordoblet.

Hverken Birgitte og Søren Schack Hansen havde på forhånd haft erfaring inden for restaurationsbranchen. Hun er uddannet frisør, og han inden for butik. Det var dog ingen hindring. Ifølge ægteparret har nøglen til succes været samarbejde og service:

- Vi har været gode til at være nærværende over for vores kunder og selv være til stede, så de faktisk snakkede med cheferne, når de bestilte deres kaffe, siger Søren Schack Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ligesom i forretningen blev der også udvidet på hjemmefronten. I løbet af de seneste par år har parret fået tre børn, hvor den ene er nyfødt og de to andre er halvandet og tre år gamle.

- Der er altid sket noget. Vi har aldrig kedet os. Jeg er glad for, at vi har valgt at få børnene. Nogen synes måske de ikke har tid til det, siger Birgitte Schack Hansen.

Når børnene engang bliver store, drømmer parret om at udvide, så Café K engang vil være en kæde af caféer.

Se, hvad parret selv tænker om succesen i tv-indslaget øverst på siden.