Får næse for DM i Skills

Rådmand brugte alt for mange penge

Social- og beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S) fik en næse af samtlige partier i byrådet bortset fra sit eget, da byrådet onsdag aften drøftede de galopperende udgifter til DM i Skills i januar, som var en landskonkurrence for unge i de erhvervsrettede uddannelser.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Forligspartierne bag budgettet for 2013 havde bevilget 1,5 mio. kr. til afviklingen i Aarhus, men derudover har beskæftigelsesrådmanden brugt yderligere 10-12 mio. kroner fra egen afdeling.

Det havde Hans Halvorsen formelt set lov til, men alligevel gav rækken af andre partier ham kritik for ikke at have orienteret beskæftigelses­udvalget om en så betydelig budgetoverskridelse.

Selv fastholder Hans Halvorsen, at han ikke har gjort noget forkert, men han beklagede, hvis udvalgets medlemmer ikke føler sig godt nok orienteret.