Får karantæne for nazi-hilsen
De er ikke velkomne, fastslår SIF
To tilhængere af fodboldklubben Silkeborg IF har fået forbud mod at vise sig til klubbens hjemmekampe.
Det sker efter flere uheldige episoder i forbindelse med weekendens udekamp mod Brønshøj.
Umiddelbart efter kampen kom en mindre gruppe Silkeborg-tilhængere op at skændes med flere af hjemmeholdets fans. Brønshøj-tilhængernes tilråb blev af enkelte silkeborgensere gengæld med nazi-hilsen sieg heil.
Under selve kampen hang Silkeborg-fans desuden et banner op, som opfordrede til vold mod venstreorienterede.
Tager afstand fra epsioderne
Silkeborg IF tager skarpt afstand fra episoderne i Brønshøj. Ifølge kommunikationschef Niels Frydenlund er det formentlig kun ganske få personer, der står bag.
- Det eneste, vi kan gøre, det er at sige, at de ikke er velkomne som gæster i vores hus med den opførsel, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Journalist Tom Carstensen fra TV 2 Nyhederne har beskæftiget sig med den danske fankultur i 10 år. Ligesom Silkeborg IF mener han heller ikke, at den østjyske fodboldklub har tiltrukket en større gruppe højreradikale fans.
- Det er ikke sådan, at Silkeborg nu skal betegnes som et sted, hvor hele fanmiljøet er højreradikalt. Det er tydeligvis ikke ret mange. Vi taler om ti mand, der bliver smidt ud, siger han.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.