Får job hos kommunen
Det forpligter at være studieby, mener rådmand
Der skal penge til at finansiere et liv som studerende. Og de penge skal de studerende have mulighed for at tjene hos kommunen. Det mener rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus kommune.
Derfor øger afdelingen nu antallet af studiejobs, så 70 studerende kan tjene deres penge ved at hjælpe med blandt andet digitalisering, dokumentation, besøgstjeneste og trafiktællinger.
- Vi får løst nogle opgaver, vi ellers ikke når, og de studerende får en god, praktisk erfaring fra en stor arbejdsplads. Det kan være særdeles værdifuldt, når de senere skal ud på arbejdsmarkedet, siger Bünyamin Simsek (V).
De studerende rekrutteres vi Studenterhus Aarhus.
- Det forpligter alle parter at være en studie by. Et godt minimumsmål kunne være, at Aarhus Kommune matcher opslag gennem Studenterhus Aarhus, som kommer fra de private virksomheder, en til en, siger Bünyamin Simsek.