Far i retten for at ruske baby til døde
Retssagen mod 24-årig mand fra Sorring begynder i dag. Manden er tiltalt for at at ruske sin kun 15 dage gamle søn til døde.
Det bliver et nævningeting i Viborg, der skal afgøre, om den 24-årige mand er skyldig i volden. Dermed er der lagt op til en langvarig fængselsstraf.
Tragedien udspillede sig i familiens hjem i Sorring øst for Silkeborg sidste efterår. Skal man tro anklageskriftet, så var drengebarnet udsat for vold lige fra fødslen.
Det hele kulminerede natten til den 29. august, hvor faren gennem to timer ruskede det lille barn så kraftigt, at der opstod blødninger under hjernehinden og i øjnene, og drengen fik en væskesamling i hjernen.
Drengen blev overført til Skejby Sygehus i Århus, hvor lægerne også konstaterede, at der var brud på det ene håndled. Lægerne kunne ikke redde drengen, der døde dagen efter. Det var personalet på sygehuset, der fattede mistanke til skaderne og slog alarm til kommunen. Et par dage senere, blev den nu tiltalte så anholdt og fængslet.
Retssagen begynder i dag, og der ventes at falde dom i morgen, onsdag.