Far i fængsel efter voldeligt overfald mod lærer
Fik 60 dages ubetinget fængsel for vold og for truende adfærd mod lærere på Sødalskolen i Gellerup.
En mand blev ved byretten i Århus i dag idømt 60 dages ubetinget fængsel for et voldeligt overfald mod en skolelærer.
Overfaldet fandt sted på Sødalskolen den 26. januar, hvor manden var kaldt til samtale på skolen.
Her blev manden så tosset, at han slog en lærer på armen og skulderen og skubbede læreren ind i en væg.
Samtidig optrådte manden truende overfor skolelederen.
Politiet blev tilkaldt, og manden er i dag blevet dømt for overfaldet.
- Vi vil med denne retssag give en skarp markering af, at vi under ingen omstændigheder tolerer vold over for vores medarbejdere i dagtilbud, fritidstilbud, skoler og så videre. De skal trygt kunne udføre deres arbejde. Denne episode har en karakter og en voldsomhed, som ligger langt over, hvad man skal tolerere, og derfor tager jeg med tilfredshed dommen til efterretning, udtaler fungerende rådmand for Børn og Unge, Bünyamin Simsek (V), i en pressemeddelelse.
Faderens tre børn går nu på en anden skole.