Får gaver af kommunen
Randers Kommune uddeler gaver til fodboldspillerne fra Randers FC, der netop er rykket op i superligaen.
Det er endnu ikke slut med at hylde Randers FC, der i weekenden sikrede sig oprykning til superligaen i fodbold.
Som repræsentant for Randers Kommune uddeler borgmester Michael Aastrup Jensen (V) i dag gaver til samtlige af de spillere, der har været med til at sikre byen et hold i den bedste danske fodboldrække.
Randers Kommune havde allerede søndag besluttet at give alle spillere en gave som symbol på byens anerkendelse af deres bedrift. Klokken var imidlertid blevet mere end 22, inden spillerbussen temmelig forsinket nåede frem til rådhuset efter dagens udekamp i Brønshøj.
Kommunen besluttede derfor at udsætte gaveoverrækkelsen til i dag - ikke mindst fordi spillerne også skulle hyldes af de mange fodboldfans, der havde taget opstilling foran rådhuset.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om gaveoverrækkelsen i aftenens udsendelser.