Far frifundet for ruskevold

En 34-årig mand er blevet frikendt for vold mod en blot to måneder gammel tvillingedreng.

Vestre Landsret frifandt tirsdag en far for at have rusket så kraftigt i sin to måneder gamle søn, at barnet fik en varig hjerneskade.

Landsretten fandt det bevist, at drengen havde været udsat for vold, men ligesom byretten i Århus mente landsretten, at der ikke var beviser for, at det var den 34-årige far, der var skyld i, at barnet fik de betydelige skader, som kaldes 'Shaken Baby Syndrome'.

Drengen blev opereret tre gange og har i dag blandt andet problemer med motorikken.