Fans får mindst for pengene hos Horsens og AGF

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Den samlede pris for sæsonkort, hjemmetrøje og halstørklæde er højest hos AC Horsens og AGF. Horsens-direktør afviser kritikken

FC Nordsjælland tilbyder sine fans de bedste priser i Alka Superligaen, mens AC Horsens er dyrest med AGF lige i hælene.

Det viser en opgørelse foretaget af spareplatformen Cuponation.

Cuponation har gennemgået priserne for et sæsonkort med adgang til klubbernes hjemmekampe, en hjemmebanetrøje og et halstørklæde i hver af de 14 superligaklubber.

Billigst er det i Farum, hvor fans af FCN må op med 1198 kroner for at få fingre i sæsonkort, trøje og halstørklæde, mens prisen i AC Horsens lander på 2000 kroner for det samme. 

OB tilbyder sine fans det billigste sæsonkort i Superligaen til 595 kroner. 

Læs også Skuffende sæson koster AGF kassen: Venter stort underskud

Til sammenligning tager AC Horsens 1500 kroner for et sæsonkort, hvilket er det dyreste i ligaen.

Sønderjyske og oprykkerne fra Hobro og Helsingør kræver 1200 kroner for et sæsonkort, mens fans af AGF slipper en krone billigere. 

Mestrene fra FC København er nummer ni i opgørelsen med en samlet pris på 1793 kroner for sæsonkort, trøje og halstørklæde.

Brøndby er næsten 100 kroner billigere på grund af en lavere pris på en hjemmebanetrøje.

Både FCK og Brøndby placerer sig midt i feltet, når det kommer til et sæsonkort til 995 kroner.

Kristian Nielsen, AC Horsens' direktør, giver ikke meget for opgørelsen.

- Det er at sammenligne æbler og pærer, fordi det, man får med i pakken, når man køber sæsonkort, er forskelligt fra klub til klub, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Kristian Nielsen peger på, at man i Horsens eksempelvis får fire fribilletter med, når man køber sæsonkort.

Derudover giver kortet adgang til en siddeplads på langsiden, mens sæsonkort til nogle af de andre klubber i opgørelsen gælder til dårligere placeringer på stadion.  

SÅDAN ER PRISERNE

Sådan ser Cuponations prisopgørelse ud for et sæsonkort, en hjemmebanetrøje og et halstørklæde:

1. FC Nordsjælland: 1198 kroner
2. OB: 1245 kroner
3. Silkeborg: 1300 kroner
4. Randers FC: 1379 kroner
5. FC Midtjylland: 1600 kroner
6. AaB: 1647 kroner
7. Lyngby: 1649 kroner
8. Brøndby: 1694 kroner
9. FC København: 1793 kroner
10. FC Helsingør: 1800 kroner
10. Sønderjyske: 1800 kroner
12. Hobro: 1850 kroner
13. AGF: 1899 kroner
14. AC Horsens: 2000 kroner


Kilde: Ritzau

 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig