Fanner og vennerne lærer at udvikle computerspil: - Det er ret cool

Elever fra Viby Skole har lært at programmere og udvikle computerspil

02:27

Kodning og programmering. Det er nok de færreste af os, der ved hvordan man lige gør sådan noget. Men dét har 7. klasserne på Viby Skole helt styr. De har nemlig lært at udvikle deres helt egne spil. 

- I historie havde vi om den Franske Revolution, så i vores spil er det prins mod bonde i stedet for kryds mod bolle, siger Fanner Ingi Helgason fra 7. klasse på Viby Skole om det klassiske spil, som han og et par klassekammerater har lavet en ny udgave af.

Læs også Aarhus-piger et klik fra børneporno: - Vildt at tænke på

I løbet af fire skoledage har deres klasse lagt matematik og dansk på hylden til fordel for faget Coding Class.

- Vi skulle lære om hacking, robotter og hvordan man kan lave programmer, som så kan finde ud af at lære noget af sig selv, siger Severin Dechlis Jensen fra 7. klasse på Viby Skole.

Det er der kommet et spil ud af, som drengene tirsdag præsenterede for it-virksomheden Zitcom i Skanderborg sammen med resten af klassen fra Viby Skole.

Fanner Ingi Helgason og vennerne er i gang med deres præsentation af deres nye spil for it-virksomheden Zitcom.

- Vi var noget imponeret over, at 7. klasser kunne udvikle sådan nogle spil. Vi havde ikke troet, at de kunne kode så meget, siger Maria Schlosser, der er marketingmedarbejder hos Zitcom.

Cool med nye it-evner

Drengene selv er også imponeret over deres nye evner bag computerskærmen.

- Jeg tænker, det er ret cool, og det er meget sjovt, for hvis jeg nu keder mig og gerne vil have et spil på en bestemt måde, kan jeg bare gå hjem og lave det, siger Fanner Ingi Helgason.

Læs også Region Midtjylland retter op på manglende it-sikkerhed

Og det kan være en god forretning at udvikle digitale spil. I Aarhus har brødrene Simon og Jacob Møller Jensen stået bag udviklingen af det ekstremt populære mobilspil Subway Surfers, der er downloadet imponerende 1,8 milliarder gange.

'It er fremtiden'

Indtil videre er det kun Aarhus Kommune i Østjylland, der tilbyder Coding Class. Her har 39 klasser deltaget i forsøget, som er lavet i samarbejde med it-branchen. 

Læs også Glemte Mac på taget af bil: Nu er speciale væk

- It er fremtiden, og det er det, vi får brug for. Der er flere og flere systemer og platforme, der er bygget på it, så det giver kun mening, at vi får flere unge, der har it-kompetencer, siger Maria Schlosser.

Det fire dage lange forløb har i den grad vækket nysgerrigheden for it hos drengene fra Viby Skole, der nu overvejer en fremtid i branchen.

I videoen øverst på siden kan du se mere om Coding Class og drengene fra Viby Skole.