Fanget i norsk stormvejr
Hundeslædefører blev reddet ud af sneen efter flere timer
Mogens Kromann fra Rønde skulle i weekenden deltage i det norske hundeslædeløb Femundløpet.
Her skulle han køre 400 kilometer med sine hunde i de norske landskab i området omkring Røros.
Her skulle han køre både dag og nat, men pludselig indtraf stormen Ole, og det vendte op og ned på hele situationen:
- Der var storm hele vejen ned. Det var så vildt. Vi mistede sporene, og jeg kunne ikke engang se mine to bagerste hunde to meter foran mig, fortæller Mogens Kromann til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Redningsaktion sat i gang
I mørket skulle Mogens Kromann finde vej ved hjælp af reflekser, der var stillet op ved hver 100 meter, men i den voldsomme storm kunne han ikke se dem.
Han endte i stedet med at måtte blive, hvor han var i frygt for at køre af sporet:
- Jeg følte, at der var orkan, og minus 30-40 grader. Jeg havde masser af tøj på men var blevet våd, så jeg måtte lægge mig i slæden og forsøge at skærme mine hunde så godt som muligt, siger han.
I tre-fire timer lå han i slæden og ventede på at kunne komme fri.
Til sidst måtte en redningsaktion i gang for at finde ham og et par andre, der ligesom Mogens Kromann, var fanget i uvejret:
- Jeg var ret bange til sidst. Jeg ringede om hjælp, og så kom der til sidst en snescooter og fik mig fri, fortæller han.
I alt var omkring 200 mennesker med til løbet, som politiet nu har aflyst på grund af det dårlige vejr.