Fanger laver fotoalbum
Børn kan følge fars dagligdag i fængslet
Børnene til tre fanger i arresten i Randers har fået lettere ved at se, hvordan deres fædre har det.
Fangerne har lavet fotoalbummer af dagligdagen bag tremmer, og formålet er at gøre børnene tryggere.
En af fangerne er Nick, der mener, at hans fotoalbum er en god hjælp.
- Vi har noget at snakke ud fra, når de spørger ind til køkken eller gårdtur. Jeg ved, at de har de rigtige billeder i hovedet i stedet for et skrækscenarie, siger Nick til DR Østjylland. Han skal sidde i fængsel i mange år frem over, og han har lavet et album med omkring 30 fotos, som hans 4 børn har fået med hjem.
Fotoalbummerne er arrestforvarer Flemming Bjerre Solbergs idé, og han håber, at det kan afmystificere fangernes hverdag for børnene.
Det er belastende for små børn at besøge far i et arresthus og blive revet væk fra ham igen. De ser ham måske kun i et besøgsværelse og har ikke en fornemmelse af, hvordan det ser ud på den anden side af tremmerne, siger han.
Så vi forsøger at gøre det mere menneskeligt for børnene at opleve den situation, deres far er i, siger Flemming Bjerre Solberg.
Han har fået positive reaktioner fra fangerne, som fortæller, at børnene er meget glade for fotoalbummene.
De kan sidde sammen med mor eller de større søskende derhjemme og læse og se, at sådan gør far, når han er i fængsel, siger han.
Vi ved også, at nogle af børnene har haft dem med i skole og vise dem frem for deres klasselærer og klassekammerater, siger Flemming Bjerre Solberg.