Fangeflugt fra Retspsykiatrisk
Tre patienter stak sent søndag aften af fra et Retspsykiatrisk afdeling i Risskov ved Århus, personalet hjalp indirekte til flugten.
De tre patienter kunne nemlig køre ud i friheden i en af hospitalets egne biler, da nøglerne sad i tændingen. Men det endte med at blive en kort flugt.
De tre psykiatriske patienter satte kursen mod det nærmeste apotek, hvor de brød ind og stjal en større mængde medicin. Det gik udover Nimtofte Apotek på Ryomgårdsvej 21 i Nimtofte.
En nabo så indbruddet og kort efter blev de tre, to mænd og en kvinde, anholdt af politiet i Ryomgård.
I følge politiet er der tale om en 43-årig mand, en kvinde som ikke vil oplyse sin alder samt en 25-årig mand.
- De var alle stukket af fra Rets psykiatrisk afdeling R1 i Risskov, siger vagthavende Michael Ørum fra Østjyllands Politi.
Det er anden gang inden på godt en måned at patienter stikker af fra psykiatrisk hospital i Risskov. Sidst var det også indirekte personalets skyld. Dengang havde patienterne ved en fejl fået udleveret systemnøgler, som kunne åbne alle døre i hospitalet.