Fangede stork med iPad
Dreng tog billede af stor fugl, som sad på taget af familiens hus
Helt uden selv at være vidende om det, fik niårige Lucas Falkenberg forleden dag øje på en af de mere sjældne gæster i Danmark.
På taget af stuehuset ved sit hjem i Kastrup nær Mørke på Djursland sad der pludselig en stor fugl.
Han blev opmærksom på fuglen, da familiens to katte sad og stirrede mod taget, og det fik Lucas Falkenberg til at finde sin iPad frem og tage et billede.
Bjarke Falkenberg, som er far til Lucas, fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at sønnen ikke var klar over, hvad det var for en fugl, han havde taget et billede af:
- Da jeg kom hjem fra arbejde, sagde jeg: "Hold da op, ved du, hvad du har taget et billede af?", siger han.
Svaret fra Lucas var nej. Han undrede sig i stedet over udseendet på 'gæsten', der havde taget sig et hvil på familiens tag:
- Han sagde, at den havde brækket benet, men så måtte jeg fortælle, at det altså var en stork og at storke står på den måde, fortæller Bjarke Falkenberg.
Det er første gang, at Bjarke Falkenberg har hørt om en stork, der er landet i området ved Kastrup.
Du kan se Lucas Falkenbergs billede, der er taget fra hans iPad, øverst i artiklen.