Fandt tåregas og koben i bil

19-årig mand er sigtet for overtrædelse af våbenloven, efter at politiet gennemsøgte bil i det sydlige Århus.

Bilen blev tirsdag standset på Kongevejen ved Mindeparken.

Da betjentene undersøgte bilen nærmere, viste det sig, at en 19-årig passager både medbragte et koben og en spray med tåregas.

Den 19-årige mand fra Brabrand er nu sigtet for overtrædelse af våbenloven.

De personer, der befandt sig i personbilen, betegnes af vagthavende ved Østjyllands Politi som 'gamle kendinge'.