Fandt narko og våben i bil
20-årig mand fængslet efter rutinekontrol af bil
En 20-årig mand fra Skanderborg er blevet fængslet efter fundet af blandt andet en revolver og et oversavet gevær
En ung mand fra Skanderborg er blevet afsløret med såvel skydevåben som hård narkotika, oplyser politiet.
Ved en rutinekontrol blev mandens bil stoppet af en politipatrulje klokken 0.40 ved midnat natten til lørdag. Betjentene mente, at det var nødvendigt at se nærmere på den 20-årige, og et efterfølgende besøg i mandens hjem gav resultater.
Ved ransagningen blev der både fundet en revolver og et oversavet jagtgevær, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Desuden sigtes manden for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om narkotika. Det skyldes besiddelse af både kokain og amfetamin.
I et lukket grundlovsforhør lørdag har en dommer varetægtsfængslet den 20-årige i fire uger.