Fandt frikadeller med piller i: Jane frygter for sin hund
Kvinde fra Solbjerg er forfærdet efter at have fundet frikadeller og pølser med ukendte piller indeni i sin egen have
I fredags fik Jane Jensen fra Solbjerg sig noget af en forskrækkelse.
Ligesom så mange andre dage, skulle hun lufte sin hund Xena og sin nieces hund. Her opdagede hun noget, hun aldrig troede, hun skulle finde i sin have.
I græsset på hendes matrikel lå der et stykke pølse, hvor der indeni var gemt en ukendt form for pille.
- Jeg skynder mig selvfølgelig at få hundene indenfor igen og undersøger haven nærmere og finder så nogle frikadellestykker og endnu et pølsestykke, hvor der også er piller i, fortæller Jane Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Jane Jensen er både vred og chokeret over, at nogle kan finde på smide pillefyldt mad i hendes have.
Hun har nu meldt fundet til Østjyllands Politi, som har været forbi og hente frikadellerne og pølserne. Ifølge Jane Jensen finder hun dog aldrig ud af, hvilke slags piller der var tale om, da de nu er sendt til destruktion.
- Jeg ville da gerne vide, om det bare var vitaminpiller eller noget dødeligt, der kunne slå min hund ihjel, siger hun.
Læs også
Skræmt over fund
Efterfølgende skyndte hun sig til tasterne og skrev et opslag på Facebook, hvor hun delte billeder af frikadellerne for at advare andre.
- Jeg synes, det er skræmmende, at man kan finde på at smide sådan noget ind til et levende dyr, siger Jane Jensen, som er glad for, at hverken niecens hund eller hendes egen hund, Cavalier King Charles Spaniel'en Xena, nåede at spise af maden:
- Det kunne også ligeså godt have været et barn der havde fundet dem.
(Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget)
Hvorfor nogen har smidt frikadellerne og pølserne i Jane Jensens have, står hen i det uvisse. Der er en del beboere med hunde i området, fortæller Jane Jensen, som dog aldrig har oplevet problemer med, at hendes hund har generet nogen:
- Man kan få den idé, at det er en, som ikke kan lide mig eller min hund eller bare en, der er træt af hundene, som gør - men hvorfor så lige min have?
Jane Jensens historie er indtil videre blevet delt mere end 660 gange på Facebook.
I videoen øverst i artiklen kan du høre Jane Jensen fortælle om, hvordan episoden har påvirket hende.