Fandt fem mio. cigaretter
Stort parti blev forsøgt smuglet i varmtvandsbeholdere
Tolderne hos SKAT havde heldet med sig under en kontrol på Aarhus Havn lillejuleaften.
Gemt i en container med 14 beholdere, der skulle ligne vandvarmere, fandt tolderne over fem millioner cigaretter. Hver enkelt beholder indeholdt omkring 400.000 cigaretter.
Det skriver SKAT i dag en pressemeddelelse.
Ifølge tolderne virkede selve smuglingen meget velforberedt:
- Vandvarmerne havde certifikater, brugsmanual, pumper, aftapningshaner og el-ledninger, siger funktionsleder i Skat Kristian Johnsen.
Det var blandt andet tip fra myndigheder i udlandet, som gjorde tolderne opmærksomme på containerne, som ankom med et skib fra Dubai.
Allerede flere dage op til kontrollen holdt Skat derfor øje med containerne, fordi de havde mistanke om, at beholderne ikke kun indeholdt vand.
- Den danske toldkontrol bygger på intelligente risikovurderinger og en døgnovervågning, som gør det muligt at reagere effektivt på efterretninger fra andre danske og udenlandske myndigheder, siger underdirektør i SKAT, Preben Buchholtz.
De omkring 5,3 millioner cigaretter, som tolderne med en vinkelsliber fik skåret fri fra beholderne, anslås af at have en afgiftsværdi på omkring ni millioner kroner. Hele partiet er nu blevet beslaglagt.