Fan-favorit i kort comeback
AGF's U19-hold får forstærkning til træning af ingen ringere end Josta Dladla
I 2002 slog AGF ærkerivalerne fra Viborg med 4-3.
I sig selv en spektakulær kamp, men en sydafrikansk debutant gjorde sit til, at kampen blev en, man husker.
For Josta Dladla blev hurtigt en fan-favorit efter den kamp. Ikke nok med, at han scorede et flot mål i debuten, han drev også Viborg-forsvaret rundtosset og blev midlertidigt landskendt, da han gjorde 'honnør' for en Viborg-forsvarer, som han netop havde afdriblet.
Se: Lærlingekontrakt til Zacho
Nu er sydafrikaneren så tilbage på Fredensvang, men dog kun for en kort bemærkning.
Den nu 35-årige Josta Dladla er nemlig på ferie i Aarhus, og i den forbindelse skal han træne med AGF's U19-hold tirsdag og torsdag.
Josta Dladla nåede 64 kampe og ni mål i den hvide trøje, og karrieren, som i øvrigt stadig er aktiv hos sydafrikanske Kaizer Chiefs, har kastet seks landskampe af sig. De fleste af dem, mens han spillede i AGF.