Fan faldt om under Randers FC-kamp: Nu er der godt nyt

En mand fik hjertestop under Superligakamp. Han er nu heldigvis i bedring

Manden blev behandlet på tribunen, inden han blev kørt til Skejby Sygehus.

Der gik et gys gennem tilskuerne til Randers FCs seneste hjemmekamp mod Lyngby i søndags, da det blev meddelt, at 2. halvleg var udskudt, fordi en tilskuer var faldet om med hjertestop. Nu er der godt nyt om hans situation.

- Vores trofaste fan er nu kommet ud af koma og er i bedring, skriver Randers FC nemlig onsdag på sin hjemmeside som status på hans situation.

Kampen var stoppet i omkring et kvarter, imens manden fik behandling på tribunen. Han blev kørt med læge-ambulance til Skejby Sygehus og lagt i kunstig koma.

Den er han så nu kommet ud af, og det glæder alle i og omkring den kronjyske Superliga-klub.

Det har da fyldt meget i klubben, og alle har været interesserede i at høre, hvordan det gik med ham.

Kristian Fredslund, kommunikationschef

- Det har da fyldt meget i klubben, og alle har været interesserede i at høre, hvordan det gik med ham. Derfor er det fantastisk at høre, at han nu er i bedring, siger kommunikationschef hos Randers FC, Kristian Fredslund, til TV2 ØSTJYLLAND.

Manden er dog stadig indlagt på sygehuset.

Takker for hilsner

Da manden faldt om, trådte de frivillige samaritter på stadion hurtigt til, og de har efterfølgende fået stor ros fra redderne.

Og den store medfølelse som tilskueren har fået fra alle Randers FC-folk, takker han nu for.

Læs også Silkeborg-stopper efter nederlag: - Vi spiller en god kamp

- Han vil gerne sige mange tusinde tak for de mange hilsner, som er givet på diverse sociale medier og ikke mindst en hilsen til spillerne – og at de vinder nogle flere kampe, så de ikke rykker ud af Superligaen, skriver Randers FC.

Klubben lover at gøre alt, hvad man kan, for at opfylde det ønske. 

Randers FC vandt kampen mod Lyngby med 2-0. Her til aften er der igen fodbold på Bionutria Park, når Silkeborg IF kommer på besøg i pokalen.