Familier som prøvekaniner

Børnefamilier tester nyt affaldssystem

Foto: Horsens Kommune/Per Algreen

En række udvalgte børnefamilier i Horsens Kommune har fået udleveret en beholder til papir og emballage, som de skal afprøve i en måned.

Det nye affaldssystem indebærer, at borgerne skal være endnu mere grundige, når de sorterer deres affald. Til gengæld slipper de for at bruge tid og penge på køreture til genbrugspladsen.

- I testen har vi især fokus på papir og emballageaffald, da den del af sorteringen kan være lidt svær at overskue. Plastic er jo ikke bare plastic. For eksempel kan poser fra frosne grønsager og net fra appelsiner ikke genanvendes, forklarer Anne Dorthe Christensen, Affald og Genbrug, i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at selvom testgruppen er lille, kan den alligevel give et billede af, hvordan sorteringen fungerer i praksis, hvor meget affaldet fylder m.m.

Et godt initiativ

Ditte Egeskov har sagt ja til at deltage i forsøget sammen med sin familie, der består af mand og to børn på tre og fem år. Familien er i forvejen vant til at sortere affald, og Ditte Egeskov forventer derfor ikke, at det nye affaldssystem vil vende op og ned på tilværelsen:

- Vi synes, det er et godt initiativ, at vi nu skal til at sortere affaldet mere grundigt, så en større mængde kan blive genanvendt på en ordentlig måde. Vi er i forvejen i træning med at sortere blandt andet glas og papir fra og gør gerne en ekstra indsats, siger Ditte Egeskov.

Horsens Kommune vil efterfølgende tage højde for familiernes gode og mindre gode oplevelser med sorteringen med det formål at optimere affaldssystemet mest muligt.

Horsens Kommune har et mål om, at mindst 50 % af husholdningernes affald skal genbruges i år 2018.