Familier mindes de savnede i Norge
Familierne til fire forsvundne århusianere holdt mandag mindehøjtidelighed på havet ud for Norge.
Thomas Hermansen, Henrik Hyrup Møller, Nikolaj Munk Nielsen og Jakob Skovgaard Andersen er fortsat savnede efter den tragiske bådulykke i forrige uge.
Ifølge ekstrabladet.dk holdt deres familier og andre efterladte mandag middag mindehøjtidelighed på det sted, hvor de fire unge mænd formentlig druknede onsdag den 18. august.
Også Søren Thuesen, der var med på båden under den skæbnesvangre fisketur, deltog i ceremonien. Han reddede sig i land sammen med kammeraten Niels Højlund. De fire øvrige er ikke fundet.
Inden mandagens mindehøjtidelighed fulgte familierne til de savnede den samme rute, som de seks unge århusianske mænd sejlede, inden de kæntrede.
- Der blev kastet blomster i vandet. Det var kort, flot og højtideligt. Og følelsesladet var det for alle, fortæller Thore Askildsen, der arrangerede turen, ifølge ekstrabladet.dk til den lokale avis Fædrelandsvennen.