Familier flytter ikke frivilligt
To af de tre familier, der i sidste uge blev smidt ud af Brabrand Boligforening, nægter at flytte.
To af de tre familier, der i sidste uge blev smidt ud af Brabrand Boligforening, fordi deres sønner er dømt for at have begået kriminalitet i området, har nu gjort det klart over for boligforeningen, at de ikke flytter frivilligt.
Familiernes advokat anfægter opsigelsernes gyldighed af to grunde.
For det første mener han kun, at loven giver mulighed for at ophæve et lejemål som følge af uorden i selve ejendommen og området omkring den, og ikke i det område, hvor de unge drenge har begået kriminalitet.
For det andet bor de drenge, der har begået kriminalitet i området, slet ikke i husstandene mere. De blev fjernet af politiet og de sociale myndigheder i begyndelsen af maj og blev midt i juli idømt ungdomssanktioner efter at have tilstået en række røveriske overfald. /ritzau/