Familien åbner op om forsvundne Anita: - Af hele vores hjerter tak

Familien siger stor tak til alle, der har hjulpet til med at lede, siden Anita Skibsted Bentzen forsvandt i mandags.

Familien har sendt dette billede af den forsvundne Anita, som de ønsker at vise. Foto: Privatfoto

Natten til mandag forsvandt 62-årige Anita Skibsted Bentzen, og siden har hundredevis af borgere og politi været ude og lede efter hende.

Vi som familie er så dybt taknemmelige og rørte over jeres indsats, engagement og store kærlighed, som I viser til hele familien.

Familien til Anita Skibsted Bentzen i et brev 

Missing People har været på søgning efter den 62-årige både mandag, tirsdag, onsdag og lørdag i denne uge uden held. Og selvom flere borgere har henvendt sig til politiet med oplysninger om, at de har set den forsvundne kvinde, er det endnu ikke lykkedes at finde hende.

Læs også Missing People og politiet mangler spor: - Måske vil Anita ikke findes

For første gang, siden Anita Skibsted Bentzen for knap en uge siden forsvandt, har hendes familie nu valgt at udtale sig. I et brev til TV2 ØSTJYLLAND, som Missing People har viderebragt på vegne af familien, skriver de:

- I sagen om Anita fra Bryrups forsvinden af hele vores hjerter - TAK - og vi giver ikke op!!! Vi som familie er så dybt taknemmelige og rørte over jeres indsats, engagement og store kærlighed, som I viser til hele familien.

Anita Skibsted Bentzen har været meldt savnet siden mandag formiddag. Foto: Privat. Midt- og Vestjyllands Politi

Familien er overvældede over den store opbakning, der har været for at hjælpe dem, og opfordrer til, at andre, der også er mærket af kvinden forsvinden, gør som dem og beder om hjælp til de mange følelser, der kan opstå.

- Vi som familie oplever lige nu, ligesom mange andre, både savn, vrede, frustration, håb og meget andet. Familien får professionel hjælp, men opfordrer også jer til at søge professionel hjælp, hvis I føler, I har brug for det.

Vi opfordrer folk til at tage kontakt til Anita og blive hos hende, til politiet kommer frem.

Familien til Anita Skibsted Bentzen i et brev 

Selvom 107 mennesker fra Missing People lørdag var samlet for at lede efter Anita Skibsted Bentzen, der har været savnet siden mandag, måtte de endnu engang erkende, at de ikke kan finde den 62-årige.

- Vi har på ingen måde givet op, men vi er afhængige af, at der kommer nogle nye spor og nogle nye tips, siger Vivian Winther Eriksen, der er presseansvarlig for Missing People, til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet: Mulighederne er udtømt

Ifølge vagtchef fra Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, har politiet indtil videre kastet håndklædet i ringen.  

- Vi har arbejdet meget med det, og gjort hvad vi kunne, men nu er vi nået der til, hvor mulighederne er udtømt, sagde vagtchefen tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

Anita Skibsted Bentzen forlod sin bopæl på Sportsvej i Bryrup i løbet af natten til mandag. Foto: Google Maps

Han understreger dog, at politiet stadig har en eftersøgning i gang på Anita Skibsted Bentzen, og at de naturligvis reagerer, hvis der kommer nye tips og spor.  

Læs også Anita har været savnet siden mandag: Nu er hun måske blevet set

Og netop det skriver familien også i deres brev:

- Politiet og Missing People eftersøger STADIG Anita og opfordrer stadig folk til at holde øjne og ører åbne. De reagerer stadig på alle henvendelser, som de modtager, og vi opfordrer folk til at tage kontakt til Anita og blive hos hende, til politiet kommer frem.