Familiefejde i Gellerup
Overfald, hærværk og ildspåsættelse. En familie fra Gellerup føler sig chikaneret af en anden familie og kan ikke forstå, at politiet ikke gør mere for at hjælpe.
En familie fra Gellerup kritiserer nu politiets indsats i en lokal familiefejde.
Ifølge familien har de ved flere lejligheder oplevet vold og trusler om vold fra en anden familie, som de skylder penge.
Blandt andet er deres lejlighed blevet antændt med benzin gennem brevsprækken midt om natten, flere medlemmer af familien er blevet overfaldet, og familiens bil er blevet smadret.
Familien føler sig truet på livet og retter samtidig kritik af politiets indsats.
- Jeg fik trusler på telefonen, og så havde jeg en aftale med politiet om, at jeg skulle ringe til dem, og så skulle de nok reagere på det. Men da jeg ringede, sagde de bare til mig, at de ikke er mine vagter, fortæller familiens søn Talal Al-souki.
Men politiet har ikke kunnet finde beviser nok til at få mistænkte varetægtsfængslet.
- Vi går jo efter helt konkrete tekniske beviser og vidnefaste forklaringer, og de har ikke just sprunget i øjnene i den sag her. Men vi efterforsker stadig sagen, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.