Familiefar slipper for retssag
Anklagemyndigheden besluttede i dag at droppe sagen mod en mand, som slog to drenge, der var i færd med at mishandle hans søn.
Steen Admiralshøi fra Harlev slipper for at blive tiltalt for vold, efter at han for halvanden uge siden gav to 13-årige drenge en lussing hver.
Anklage-myndigheden i Århus mener nemlig, at Steen Admiralshøi handlede i affekt, da han slog de to drenge, som var i færd med at mishandle hans søn.
De to drenge havde bundet Steen Admiralshøis 10-årige søn til en pæl, hvorefter de udsatte ham for en ydmygende mishandling. Da Steen Admiralshøj ankom til stedet, var de to 13-årige i færd med at piske deres fange med et reb.
Steen Admiralshøi anmeldte straks mishandlingen til politiet, men på grund af de to lussinger måtte han kort efter noget overrasket konstatere, at han selv var sigtet i forbindelse med episoden.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.