Familie skal sige nej til mobilsnak under kørsel
De fleste siger nej til at køre med en fuld chauffør. Sådan bør det også være med en mobilsnakkende chauffør, mener politiet.
Hvis en mand eller kvinde har fået to øl for meget og alligevel vil køre, siger mange stop. Det gør de ikke i samme grad, hvis chaufføren lige snupper mobilen og ringer eller sender en sms.
Men sådan bør det være, mener lederen af færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi, Kristian Thomsen.
- De kan sige: Jeg vil ikke køre med dig, hvis du ikke vil beskæftige dig med at køre bil. Jeg vil ikke udsætte mig selv eller andre for den risiko du udøver, når du ikke er fuldt opmærksom på din opgave som fører af bilen, siger Kristian Thomsen til P4 Østjylland.
Ifølge Kristian Thomsen er det netop familie og venners pres, der får bilister til at ændre deres dårlige vaner.
Under årets første trafikrazzia i Østjylland snuppede politiet 11 bilister for at tale i mobil under kørslen.