Familie bliver sat på gaden
Brabrand Boligforening vil smide en familie ud, fordi en 14-årig søn har tilstået, at han har deltaget i en af efterårets kælderbrande.
Efterårets mange kælderbrande i boligblokkene i Gellerup får nu konsekvenser for en arabisk familie med syv børn. Det skriver Nyhedsavisen.
Familiens 14-årige søn har under en politiafhøring tilstået at have deltaget i en kælderbrand, og derfor har Brabrand Boligforening givet familien besked om, at deres lejemål er ophævet.
- Det er vel noget af det voldsomste man kan deltage i, når man sætter ild til en beboelsesejendom, det er jo mange menneskers liv man bringer i fare, siger formanden for Brabrand Beboerforening Jesper Pedersen til TV2 Østjylland.
Kontorleder for Indvandrerrådgivningen i Århus, Leif Randeriis vejleder familien, og han mener, at det er urimeligt, den skal smides ud.
- mange gange ser man i de her sager, at det er en ellers velfungerende familie, som blot har et enkelt kriminelt barn, men alligevel må hele familien undgælde, siger han